Måske er dette en invitation til at standse op.
Til at lytte dybere…
og mærke tråden til det levende i dig.
For ofte begynder terapien med en mere stille længsel.
En inderlighed..
En fornemmelse af, at livet kalder på dig.
At noget i dig ønsker at leve mere frit.
Mere sandt og helt.
Hvad for dit hjerte til at synge?
Hvad får gnisten i dig til at blive mindre?
Hvordan kan vi sammen nære det, der længes efter at leve?
Er du villig til at gå vejen?
Den dybere tråd til dig selv er levende
Den kan mistes.
Den kan mærkes.
Den kan blive skjult.
Den kan genfindes.
Den kan styrkes.
Her begynder vores fælles undersøgelse af det, der holder dig tilbage. Og det, der længes efter at folde sig friere ud.
At leve
Når vi giver slip, forbereder vi os –med en følelse af indre ro – på det, der måtte komme.
Vi vil uden tvivl opleve perioder med usikkerhed og forandring, mens vi identificerer de mønstre, der holder vores medfødte livskraft og kreativitet tilbage.
På denne vej lærer vi at rumme lidelse frem for at undgå den.
Vi begynder at åbne os for at lade livet strømme igennem os – præcis som det er – med forståelse, åbenhed, kærlighed og medfølelse over for os selv, alle levende væsener og vores planet.
Mennesket er ikke i stykker.
Gennem livet formes vi alle - af kærlighed og svigt, familien, skolen, kulturen og den tid, vi lever i.
Vi lærer at beskytte os. At tilpasse os. At gemme dele af os selv væk Ikke fordi der er noget galt med os, men fordi livet nogle gange kræver det.
Bag disse slør lever stadig noget. Noget der ved. Noget, der længes, Noget, der endnu husker den dybere tråd.
Psykoterapi bliver derfor ikke en rejse hen imod at blive en anden. Men en nænsom bevægelse tilbage mod det levende, som aldrig helt har forladt dig.
At tjene sjælen kræver således vilje og udholdenhed gennem hele livet i at vågne og modne - en indre vilje til at give slip gennem kærligt nærvær. Nænsomt at lade slørene falde, lag for lag, indtil det levende i dig igen kan ånde, frit.

